


I år er det 48 år siden jeg opdagede magien ved Vestre Kirkegård - og 10 år siden jeg første gang stod for en rundvisning derude.
Det skal fejres. Så resten af året dropper jeg den faste rute og improviserer mig med jeres hjælp og forslag gennem mit absolutte yndlingssted i København.
Derudover sætter jeg også prisen ned (for en stund) til de sølle 100kr pr hoved, som jeg startede med for et årti siden.
Den anden november 1870 indviede man den nye, store fattigkirkegård ude på landet. Her på kanten mellem Valby, Vesterbro og Kongens Enghave var der masser af plads. Ret hurtigt blev det den mest benyttede københavnske kirkegård, både socialdemokratiske notabiliteter, digtere, kunstnere og helt almindelige arbejdere blev stedt til hvile.
Kom med på en tur rundt i halvandet århundredes københavnsk kulturhistorie og mød bl.a. en visionær skolelærer, et ditto postbud, en fuld svensker, en ulykkeligt forelsket svensker og alle de andre spændende skæbner - eller så mange vi nu kan nå ud af de hundredevis af bevarede gravsteder med fascinerende historier.
Vandrehistorien er en lille privat virksomhed der har formidlet Københavns- og Danmarkshistorie med humor og indsigt siden 2014. Vi laver byvandringer, foredrag, historiefortællinger og specialevents for både private, virksomheder og uddannelsessektoren. Virksomheden blev stiftet af Mads Kristian Mikkelsen, folkeskolelærer, venligbo og byhistoriker. Vi formidler byhistorien med dyb faktuel viden og skæv humor, så vi kan glæde flest muligt mennesker med vores fantastiske byhistorie.